Slutfasen

Sådan så der ud midt i september.

Et par af de nyere indbyggere - i lykkelig uvidenhed

Den sidste tid på Grønland falder lidt lang, så nu skal det blive rart at komme hjem. Tilsyneladende er det jo blevet Indian summer i Dannevang, så rent vejrmæssigt har man da fået jackpot i år: på de tre måneder heroppe har det vel sammenlagt været regn eller gråvejr i en god uges tid.
Til gengæld har det så været isnende koldt, når solen gemte sig. Det har den jo gjort om natten på det seneste, og det går voldsomt stærkt: siden midnatssolen forsvandt sidst i juli, er natten tiltaget med gennemsnitligt 11/2 time om ugen, og nu er hele byen i skygge, når jeg går på arbejde lidt i otte om morgenen. Den ligger jo stort set på en nordskråning, så det er kun på "bjergryggen", hvor gymnasiet ligger, der er sol fra morgenstunden, og der er is på vandpytterne fra det smeltevand, der kommer i løbet af dagen. I skyggen har der ganske vist ikke været noget, der smelter det sidste par uger, og et par små søer er halvt is- og snedækkede nu. Hvis man ikke er helt vild med is og sne og mørke, er det nok en kende deprimerende, og selvmord er stadig en temmelig almindelig dødsårsag.
Da jeg kom hjem fra arbejde i mandags holdt der politi og ambulance på gaden. De holdt der i lang tid og det viste sig senere at være en af årets konfirmander, der ikke har haft lyst til at leve længere. Det er så stort et problem, at et af de faste indslag i den grønlandske OBS er propaganda imod selvmord som en udvej, - især rettet mod ungdommen.
Så det er ikke bare m.h.t. tænder, det ser tragisk ud i Grønland. Fangerkulturen er klart uddøende, det er stor set kun danskere, der ror i kajak, grønlænderne dyrker speedbådsfiskeri og jagt med gevær - på fritidsbasis. Det er jo også den officielle politik, at samle bygdebefolkningen i større byer (altså sådan nogle som Aasiaat, hvor der bor ca. 3000 mennesker). Hvad enten man piber eller synger, er det også svært at se, hvordan man skal kunne modernisere  et  samfund med  2-3 timers transport til nærmeste sygehus - eller er der noget jeg har misforstået?!?  Nå, der er selvfølgelig forskel på, om der er tale om sejlads, - når det er godt vejr, og ellers slet ikke, - eller om man kan afhentes i ambulance, så man kan nok ikke helt sammenligne med Thyborøn. De to bygder, som "hører til" tandklinikken i Aasiaat, er begge på ca. 100 indbyggere, og det er jo vanvittigt dyrt at opretholde nogen særlig service for så små samfund. Så hvis de kunne bekvemme sig til at flytte ind til byen, ville alting blive meget bedre. Ja, det passer selvfølgelig heller ikke,  - det er svært at se en fremtid, hvis danskerne ikke gider blive ved med at sende store summer. Bl. a. derfor pågår der også hede diskussioner om udnyttelsen af den grønlandske undergrund, og de miljømæssige konsekvenser af olieboringer og uranudvinding og anden minedrift.
Børn der bliver interviewet i tv, skal i hvert fald ikke være fangere eller ikke en gang fiskere.
Det ville jo langt fra være det første "oprindelige folk", der bukker under i mødet med "civilisationen", og det bliver næppe afklaret de første mange år, så nu kan jeg nok lige så godt tage hjem.
Der er også i den grad blevet sagt farvel og tak for denne gang med lagkage og hjemmebag og demonstration af nationaldragt (sådan noget er jo hjemmegjort i de(n) meget lange vinteraften(er)
Der er afgang herfra kl. 6:15, så jeg skal for sidste gang i dette liv meget tidligt op!
Slut fra Grønland for denne gang, nu skal jeg hjem og se kone og børn, svigerbørn og sidst men ikke mindst børnebørn.


John.

Polarvinter

Ja, ja, det varer jo nok en tid, før isen lukker farvandene, men det begynder alligevel at markere sig, det med polarcirklen. Her et par dage før efterårs jævndøgn, kom det første snevejr, og det var hverken slud eller tøsne, men rigtig frostsne, som indtil videre er blevet liggende i skyggen, selv på den nordvendte del at hustagene.

Inden det kom så vidt, har jeg været lidt rundt i byen, og taget nogen af de typiske motiver: hundeklipperne - altså dem de ligger på - omkring fodringstid. Desværre er der ikke lyd på, men den er både kraftig og gennemtrængende, når først en har spottet fodermesteren  i det fjerne.
Så er der et par skud af de huse, Mie ikke synes, man kan have børn i, uden at få et dagligt nervesammenbrud, bare fordi der er et frit fald på 10-15 meter  ned på den allestedsnærværende  granit. Som man kan se på legepladserne, er det det mest almindelige faldunderlag  her på stedet!
Endelig synes jeg også, at I skulle se, hvordan en rigtig parabol ser ud, - ikke sådan en bitte tallerken, som de må klare sig med ude i Gjellerup!

Ellers sker der ikke meget heroppe, tiden går med nedtælling til hjemturen og arbejde - som har udviklet sig efter at gymnasiet er begyndt igen efter ferien. Det er svært at holde mund, når der kommer en 16-års tøs med tandpine, som i virkeligheden er mest optaget af et par plastfacader på fortænderne, der kune være lidt pænere. Stort set samtlige andre tænder med store cariesangreb kan med stor sikkerhed forudsiges at give nye tandpiner og i øvrigt gå til i råddenskab i løbet af de næste år. Altsammen helt unødvendigt - men facaden   kunne godt være lidt pænere......  Nåh, vi fik da endnu engang begyndt på en rodbehandling.

 Jeg bliver simpelthen så gal, men det fremgår vist allerede!  Så farvel og tak for denne gang.

John.

Ser det ikke indbydende ud?

Hvad gør man, når der ikke er et træ at fyre med i tusind kilometers omkreds?

Ja  det var jeg også spændt på, men nyoprykkede revlingplanter brænder fortræffeligt, omend de også hurtigt brænder ud, - det er jo kvas man fyrer  med. Men bøfferne smagte storartet.

Arbejde 2

Ja som nævnt er arbejde og arbejde jo flere ting, og den bærtur jeg har nævnt vi skulle ud på, foregik i mandags i isnende kulde og nærmest stormvejr, så vejrmæssigt var det ikke så vellykket. Da både sortbærrene og blåbærrene var noget under normal størrelse ifølge mine medplukkere, var det i det hele taget tæt på fiasko. Heldigvis havde man sørget for, at forplejningen var i top, og så er grønlændere i hvert fald mindst lige så meget til fals som syddanskere: der var både mattak, hjemmerøget fjeldørred (en ret hyppig dødsårsag heroppe er botulinusforgiftning efter indtag af diverse hjemme"konserverede" fødevarer.....), som smager rigtigt godt og ammasætter (har jeg prøvet en gang, og det var nok for mig) som forretter. Altsammen inden en overdådig hovedret af rensdyrkølle skåret ud i bøffer over bål med stegte kartofler. Herefter termokaffe og diverse bagværk af både hjemmegjort og fra Pissifik. Så da de fleste også fik næsten fyldte 4-liters fryseposer med bær med hjem, syntes alle, at det havde være en fin tur (fridag i det grønne).
En af de  store oplevelser for mig var, at jeg så en edderkop!! Bortset fra myg og fluer, har vi ikke set skyggen af insekter (ja, jeg ved godt, at edderkopper ikke regnes for insekter, men de ligner nu godt nok til mig), hverken uden- eller indendørs. Så ingen spindelvæv under sofaen - lige så uvant som det fænomen, at selvom man lader vanddråberne ligge urørt  på bruserarmaturet efter endt bad, er det skinnende blankt og som nyt næste gang man træder ind under bruseren. Så selvom vandet smager ad pommern til, har det jo visse forsonende elementer i forhold til det kalkvand vi har i Beder.
Nå, nu må jeg i Pissifik før de lukker, jeg har spist mig igennem de rester, der var i fryseren, så nu skal jeg for alvor til at klare mig selv! I morgen bliver det vist rensdyrsteg på sømandshjemmet, og så er jeg da kommet igennem endnu en week-end
Ha det godt allesammen,
John

Det er ganske vist ikke nye billeder - hvalerne har øjensynligt søgt andre græsgange - men disse fire billeder er taget i løbet af måske ½ minut. De tre hvaler der dyrker synkronsvømning stod vi og iagttog udenfor sømandshjemmet. Det  tidsmæssige forløb er nede fra og op.

Granitten er ikke bare i undergrunden.

Arbejde

Ja overskriften kan dække over mangt og meget.  Mit eget er blevet noget mere varieret, det er ikke udelukkende tandudtrækninger, det sidste par dage nærmest tværtimod: i går kom en ung lærervikar fra skolen med en fortand, der var brækket tværs over, så stumpen hang og dinglede i den ikke længere helt så levende nerve. Altså akut rodbehandling og provisorisk reparation. Han var blevet sparket af en elev i 10. klasse, da han ville håndhæve skolens regel om, at man ikke må have sodavand med i skole! Det er en skam, jeg er blevet pensionist, for det må jo være oplagt med et slagtilbud til lærere på individuelt fremstillede tandbeskyttere, eller hva´?
Dagen før kom den kvinde, på hvem jeg for en måneds tid siden  fjernede den fixering af kæberne, som  hun havde gået med i næsten et år. Det vil sige, at hun p.gr. af en brækket kæbe havde haft det hele bundet sammen, så munden ikke kunne åbnes, så hun var glad for at komme af med det. Nu havde hun så fået tæsk igen og ud over, at hun var både gul og grøn og blå i hele hovedet, kom hun med den ene fortand i lommen, slået ud i hel stand. Nabotanden var lidt løs, men kan nok reddes. Om man skal glædes over, at voldsmanden denne gang ramte overkæben er ikke til at sige, men tænder gror ikke fast igen, hvis de først har været ude i længere tid, så en mistet tand er permanent, til forskel fra et knoglebrud, der da som regel gror sammen igen på et eller andet tidspunkt.
Det er kun et par eksempler på alle de unødvendige ulykker, man sidder og prøver at rydde op i hver dag. I den mere dagligdags afdeling er det jo normalt ikke nødvendigt, at den eneste mulighed bliver at trække en tand ud, - hvis man  altså bare reagerer på evt. problemer i tide. Det var nok heller ikke sivet ind hos den dreng på 14 år, som jeg har siddet og lavet rodbehandling på i dag. Det er godt nok tidligt.
Husk det nu: ethvert tandproblem, som ignoreres bliver kun værre. Dette er en lov som gælder for hele Riget, ikke kun Grønland og Færøerne!
Nu må I selv finde en passende salme her efter prædikenen, jeg er på vej i seng, og i Syddanmark er klokken midt om natten.
John.

Der boede en underlig gråsprængt en...

på  den yderste, nøgne ø.
Det gør der så ikke længere, nu er jeg  flyttet ind midt i byen, I ved downtown med biografer, fortovscafeer, gågade og den slags. Nå, nej, men vi sad faktisk udendørs i skjorteærmer da vi var i Ilulissat for en måneds tid siden, så mere urealistisk er det altså heller ikke her 300  km nord for polarcirklen. Allerede nu forekommer det uvirkeligt, og jeg har da fundet vinterjakken frem, og lagt pandebånd og handsker parat til mandag morgen. Da skal vi på teambuilding-tur, som det må  hedde på managementsprog, her skal vi bare ud at plukke bær. En tilbagevendende begivenhed, hvor man sejler ( ja det gør man jo, hvis man skal mere end 5-10 km. væk, der er ingen veje længere end det), lidt ud for at plukke sortbær  (revling)  og blåbær. Desværre betyder den lange, tørre(!!) sommer, at blåbærrene nok er under den normale størrelse, og sortbær har nu aldrig smagt ret godt, men de skal jo være gevaldigt sunde. Der har Vorherre nu ikke tænkt sig ret godt om, det havde gjort tilværelsen ulig lettere, hvis de sunde ting smagte bedst,,,,
Nå, det er nu reelt nok, det med centrum, nu er der kun 5 minutters gang til bibilioteket, hvilket passer fint med, at der kun er DR1 i tossekassen, det første sted kunne man da zappe til hd eller Kulturen. Det kunne jo blive et problem på tirsdag, men heldigvis kan man se, næsten hvad man har lyst til på bet365s kanal, hvis man bare har et par kroner på deres konto. Så selvom det kun er på en kvart skærm, er det vel næsten lige så godt som i fælleren.
I dag er gåët med ingenting og en tur i fitnesscentret (det ligger lidt ved siden af idrætshallen, så selvom den er lukket p.gr. af rock-festival, er der altså åbent i torturkammeret), der så også nu er indenfor 5 min.s gåafstand. Men på trods af at solen er tilbage og grundig udkig fra panoramavinduet, ser  det ud til, at Aasiaat  er blevet forladt af hvalerne, der var i hvert fald hverken blåst eller finner  af nogen art, så jeg må  konstatere, at en hel week-end uden hval er gået.
Her søndag aften har jeg været på Sømandshjemmet for at spise, det er et sted med billig men udmærket cafeteriamad, som vor mor(mor) lavede den. I aften stod den på rensdyrsteg med tyk sovs og rødkål. Bortset fra, at sovsen var blevet misfarvet, så den var helt brun(!), smagte det som det skulle, og så slap man jo for opvasken. Næsten så godt som hjemme i fælleren.
Nå, nok for i dag, jeg skal jo tidligt op og på bærudflugt i  morgen.
John          

Enebo

Så er der gået fire dage i "splendid isolation", og efter at være færdig med at hoppe i sengene og se fjernsyn under aftensmaden, er der nu ikke så meget ved at være alene hjemme. Tilsyneladende har også både solen og hvalerne forladt mig, men så kan jeg jo bruge tid på at finde ud af, hvordan man lægger billeder ind på bloggen, og sandelig om ikke det lykkedes. Nu er problemet så at begrænse sig til en  promille eller to af alle de billeder, der ligger på hukommelsen. Heldigvis er netforbindelsen så langsom, at det tager alt for lang tid at lægge ret mange ind, så I slipper for et helaftensdiashow i denne omgang.
På den anden side kan det jo være et godt middel mod at få "valgkvalme". Set heroppefra er det i hvert fald kvalmende at se DRs imponerethed af deres egen teknologiske formåen: en GPS i røven af alle kandidaterne!!!  - og  en demonstration af, at vore politikere er så moderne (umodne!?....) at de er på facebook  og  kommenterer, hvad der er i fjernsynet. Må jeg ikke være fri. Ikke fordi jeg regner med at TV2 er spor bedre, men den kan vi ikke  tage, så de slipper i denne omgang.
Det minder mig om, at jeg må i gang med at sondere, hvor i byen man kan se landskamp i næste uge - og jeg må for skams skyld også finde ud af, hvor man brevstemmer her i byen. Forhåbentlig skal man ikke til Nuuk, for så bliver det nok sofaen denne gang.
Nå, jeg skal til at pakke, jeg var så tumpet at tilbyde at bytte, da det gik op for mig, at min afløser, som er ankommet, skulle flytte til et nyt sted i en måned, indtil jeg flyttede ud, så de kom til  at bo tre steder på 1½ måned. Nu har de taget mig på ordet, og så må jeg jo til det.
Farvel og tak for denne gang.

Brættet - med lidt af dagens tilførsel.

Tak for denne gang, håber I nød showet!

Meget nærbillede af luffen af en legesyg pukkelhval.

Lidt om alting

Vinteren nærmer sig hastigt, i morges var der rim på jorden, og man mærker tydeligt, at der er fart på, for at solen skal nå at blive helt væk i løbet af de næste tre måneder. Man kan faktisk mærke det fra dag til dag, synes vi. Ellers er det jo en anden nedtælling, vi er i gang med, idet der kun er to dage, til Mie drager hjemad igen - så er "ferien" slut for denne gang. Så skal vi igen ud at køre taxi til "lufthavnen" og det skulle være muligt her i byen: det er så besynderligt, at det ser ud som om ca. hver anden bil er en taxi. Men selvfølgelig, når over halvdelen af befolkningen ikke har bil, og der ikke er noget, som hedder offentlig transport, må der vel være et marked, for den halvdel, der har bil. Hver morgen, når jeg trisser ti minutter ned til klinikken, kommer der adskillige taxier og henter folk til arbejde. Men selvom byen ikke er stor, er der ca. fem km. ud til rejefabrikken, og tre gange så langt til lufthavnen, så skal man gå turen to gange om dagen, er det jo nok i overkanten for de fleste. Så meget mere besynderligt er det, at der stort set ikke er nogen voksne, der cykler, det er kun børn, ligesom i USA. Hvis vi skulle være her i længere tid, ville det være det første, der skulle anskaffes - med bjerggear, förstås!
Nå, ikke så meget denne gang, jeg får jo alt for megen tid, jeg skal have til at gå på egen hånd de næste fem uger, så det...

Week-end på Disko

Ja, det er jo ikke fordi vi har været på discotek her i den pulserende storby, derimod har vi været et smut i Godhavn på Disko (også kaldet Qeqertarsuaq). Vi skulle da op og se den evige sne på toppen af Lyngmarksfjeldet på Lyngmarksbræen. Der kunne man også købe en hundeslædetur på en times tid formedelst tusinde kroner pr. næse, så det syntes vi nok var lidt i overkanten. Vi har endnu ikke vænnet os til prisniveauet her på egnen, men i dette tilfælde var det også ligegyldigt, for trods DMIs stædige fastholden af strålende sol fra morgen til aften, lå der en tæt tåge over øen, og den blev tættere og tættere jo højere vi kom op. Da stigningen på bjergskråningen efterhånden nåede op på 60 grader - føltes det i hvert fald - og det blev mere og mere tæt og vådt og smattet, blev vi enige om, at "det er ingen skam at snu". Så det gjorde vi, og fik så senere at vide af et par unge mennesker, der havde gennemført hele opstigningen, at deres forudbestilte hundeslædetur var blevet aflyst pgr. af tågen. Så selvom det var ærgerligt, var det jo åbenbart den rigtige beslutning, vi tog.
Vi nøjedes altså med at trave rundt på stranden - ja tro det eller lad være, men der er en rigtig strand, - ganske vist med sort sand og mindre isbjerge i vandkanten, men alligevel. Mie syntes, vi skulle smage lidt ældgammel indlandsis, der havde ligget og flydt i havet og på stranden, så vi huggede et par fliser af. Det smagte godt nok noget bedre, end det, der kommer ud af vandhanen her i huset. Vi prøvede også at finde noget kvan til Tom, og en gammel kompis til Ivar. Begge dele mislykkedes, men der var da både strandede isbjerge og flotte vandfald at se på.
Hvalerne måtte vi denne gang tænke os til, men som sædvanlig var de klar til at tage imod os, da vi nåede hjem til Aasiaat, så vi fik taget endnu "et par film" af hvalers blåst og haler, der vinkede farvel, før de dykkede.

Nu har vi så været hjemme hele ugen, dog med en lille udflugt onsdag formiddag til den anden bygd, som Aasiaat Tandklinik "passer" med deltagelse af både Mie og den nye tandlæge, som skal afløse mig. Hun hedder Helle og er blevet kandidat for et år siden, så hun får kam til sit hår. Hendes mand skal undervise på gymnasiet, så det vil nok lette integreringen i lokalsamfundet. Vi skulle selvfølgelig se hvaler på vejen (de er altså utroligt fascinerende), så skipper - og vi andre - holdt skarpt udkig, men igen var det først da vi var hjemme igen, der var en enkelt, der allernådigst lod sig se for en kort bemærkning.
Det er jo ganske sjovt, at det er lige her, chancen er størst, og i gårsdagens udfoldelser i torturkammeret blev det igen bekræftet: imedens jeg oksede af sted på løbebåndet, var der frit udsyn til en masse blåst og rygfinner ud i bugten, og i løbet af tyve minutter var der seks gange flyvende hval derude!! Jeg ved ikke, hvor mange tons sådan én den vejer, men den er godt nok stor, og det er noget af et plask det giver, når den lander igen.
Så kom ikke og sig, at man savner naturoplevelse, når man løber på løbebånd!

Nå, nu er det vist mere end rigeligt om de fjollede havdyr, vi er begyndt at se i øjnene, at der kun er en uge, til Mie drager sydpå igen, og vi skal klare os hver for sig i en måneds tid. Det bliver sandelig ikke rart, - men jeg klarer det nok!!!
Mie skal så have fornøjelsen af at se det nye barnebarn, Liva, for første gang, indtil nu har vi jo måttet nøjes med billeder og Skype, og det er jo ikke det samme.

Been there, seen that....

Det må ud, for det fylder simpelthen så meget.
I formiddags var vi på en lille udflugt til den ene af de to bygder, som Aasiaat tandpleje servicerer et par gange om året. Ca. 45 min.s sejlads nordpå, d.v.s. næsten halvvejs til Disko, hvor vi for øvrigt tænker at tage på week-end, til en forblæst klippeknold ude midt i havet. Der var en del udstyr til klinikhuset, der skulle afleveres, så Mie og jeg fik lov at komme med og fylde de tomme sæder i den lejede motorbåd - med fører. Det var et meget lille samfund derude - ifølge chefen ca. 100 mennesker - og der havde man foruden den rejsende tandklinik, skole til 7. klasse, kirke og børnehave. Til gengæld ingen biler, de eneste motoriserede transportmidler var tre rendegravere, der jo er som skabt til at transportere alle vores pakkenelliker i grabben. Så det gjorde den ene af dem det par hundrede meter, fra anløbsbroen til midt på øen. Ret meget andet skulle vi ikke, så vi gik ombord igen og drog hjemad. På udturen havde vi da set en hvalhale (ingen sejltur uden hval), så vi håbede selvfølgelig på samme held igen. Godt midtvejs var der da også blåst og hale ret forude. Denne gang var båden ikke i rutefart, så skipper syntes heldigvis, at vi godt lige kunne ligge og vente på, at den måske viste sig igen......
Det kan jeg nok ikke rigtig beskrive, men I har sikkert set det på TV: pludselig stod der mange tons hval på halespidsen og lige lodret 6-8 meter op i luften! - og hvis I tror at drengerøvene i svømmepølen kan lave "bomber" - HA. Et fuldstændigt utroligt, fantastisk, totalt overvældende syn. Det var først længe efter, man kom til at tænke på, hvad der var sket, hvis den var landet oven på vores lille 10 personers motorbåd. I havde nok ikke hørt om det fra første hånd i hvert fald... Det var ikke bare hvalen, der var højt oppe efter den oplevelse. Desværre var fotografen denne gang for tæt på!! Nu har jeg så mange gange brokket over, at de var for langt væk, "så ka han lære det, ka han". Så nu har vi et par flotte nærbilleder af finner og mave af en temmelig stor hval. Nå, chefen havde heldigvis bare et almindeligt lommekamera, så hun fik et fantastisk billede, jeg forhåbentlig kan tigge en kopi af.
Nok for i dag, men det kunne altså ikke vente.

Hvaler igen igen

Efter en måneds tid og det hastigt forbedrede helbred har jeg ikke længere kunnet udskyde at få opstøvet det lokale fitnesscenter, så nu er jeg fuldstændig radbrækket efter første gang træning i en måned. Det er et fint lille sted, ret nyt og med alle de adækvate torturapparater. Men der er godt nok en ting, som man vist ikke finder ret mange steder: når man stiller sig hen til panoramavinduet for at få vejret igen, så er der pæne chancer for at se hvalerne ude i bugten. Således også sidste gang, hvor der både var blåst og haler af indtil flere hvaler derude. Desværre lidt langt væk, men stadigvæk lige fascinerende. Det flotteste er, når de stikker halen i vejret, og viser den hvide underside, men det betyder desværre også, at så er de på vej væk. Til gengæld ku´ det jo se ud til, at man nok skal få nogen at se en anden gang, så det glæder vi os til. A propos hvaler, så siger Mie, at der var opløb ved "brættet" i dag, for der var finhval på menuen - men der er vist lige en mental barriere vi skal over, før det kommer på bordet. Men hvis de andre kan, kan vi vel også...
Ha det godt allesammen, og skriv endelig en kommentar, så vi ved, at alle de skønne ord ikke bare svirrer rundt i cyberspace.
Vi ses, Mie og John

Her bor vi

Vores bebyggelse set lidt på afstand og vores hus er halvdelen af det midterste gule.

Man kan få næsten alt

Det er bare et spørgsmål om pris og kvalitet. Ja det der springer mest i øjnene er selvfølgelig grøntsagsprisen.
1 kg gulerødder kr. 24,95 og så smager de som gamle gulerødder så det er det jo nok. Agurk kr. 23,95, tomater kr. 34,95 for 350 gram og broccoli et stk. 32,95. Det er jo logisk nok at det er dyrt men det er altså ikke de friske grøntsager der bliver købt flest af.
Det er vist kun mig der savner det helt vildt.
Til gengæld kan man få næsten alt på frost lige fra kød og grønt til pålæg og små yoghurt. Mælk findes kun UHT behandlet dog har de næsten altid frugtyoghurt, det er selvfølgelig også noget dyrere. Kød enten frost eller har været frosset cirka samme pris som hjemme. Hvis vi køber frisk fisk på brættet er det billigt omkring 30 kr pr kilo, frosset er det lidt dyrere. Allerdyrest er spiritus så det...
Selv rugbrød fra den lokale brugsbager kan købes, så vi lider ingen nød, nyder til gengæld at spise fisk lige så meget som vi gider.
Hilsen Mie

Ilulissat

Som det fremgik sidst kom vi planmæssigt hjem fra week-endturen til Ilulissat, og vi fik da også alt, hvad vi kunne ønske os, både hvaler og isbjerge.
Første afsnit gik fra Aasiaat direkte mod nord til Disko øen, med en afstikker til en lille bar klippeknold, hvor en gammel morlil blev modtaget på "kajen" af en kvindelig traktorfører, der smed bagagen op i grabben og var ved at stable den gamle to meter op i førerhuset, men da var vi på vej væk igen.
Inden da havde vi efter et kvarters sejlads fået opfyldt en af de store forhåbninger, idet skipper kom ud fra styrehuset og pegede, og ganske rigtigt, der var en stor - meget stor - sort skygge i vandoverfladen, der blåste og hurtigt gik over i en rygfinne og en hale med den karakteristiske hvide underside, som den venligst viste frem inden en forsvandt under vandet. Fantastisk. I løbet af week-endens sejladser så vi hvaler tre gange, sidste gang i bugten lige ud for Aasiaat, så hvis vi gider gå hen og holde udkig, kunne det sikkert lade sig gøre, at se flere fra land. Desværre er der knapt et par km. hen til det brede vand, så det bliver nok ikke til så meget.
Et lille kort stop i Godhavn på Disko, og så direkte mod Ilulissat. Efterhånden som vi nærmede os, viste der sig en hvid mur ret forude, og i det hele taget rundt omkring, og det forekom helt umuligt at man skulle kunne komme igennem. Men det kunne man, viste det sig, ganske vist lidt i zig-zag mellem isbjerge i alle størrelser, men vi var da inde stort set på klokkeslet efter fartplanen - at vi så blev sat i land på den modsatte side af havnen, end den, vi havde regnet med, var jo kun en biting! Så vi hankede op i bagagen og vandrede op til vandrerhjemmet, hvor vi ankom lidt i midnat i strålende solskin.
Næste morgen skulle vi se noget is, og det var ikke så svært, for hele bugten ud for Ilulissat var fuld af isbjerge i alle størrelser, allesammen produceret i Isfjorden, så den måtte vi selvfølgelig ud at se. Det var en vandretur på ti km. på afmærkede stier, havde vi fået at vide, og det med afmærkningen var rigtigt nok, men ligefrem stier var lidt af en tilsnigelse. Adskillige steder skulle man kravle over og imellem klippestykker på mandshøjde, så det var ikke ligefrem nogen spadseretur. Efter 3-4 km. op og ned på den måde i den smukkeste natur, nåede vi turens egentlige mål: is i alle størrelser og faconer så langt øjet rakte. Bortset fra vores lidt anstrengte åndedrag og den hidsige summen fra en trilion myg, hørtes ikke anden lyd end et kanonbrag i ny og næ. Det var formentlig bræen, der kælvede, men det var ikke nogetsteds at se, så vi måtte nøjes med at tro på det. Det lød i hvert fald voldsomt, og i en nærliggende bugt (og gammel forhistorisk boplads) var der strengt adgangsforbud, da en kælvning kunne medføre en tsunami, og faktisk en gang havde skyllet en turistteltlejr i havet. Ved et mirakel uden tab af menneskeliv, men alt udstyr forsvandt. Siden har der været adgang forbudt, så det rettede vi os efter. Desværre var et næsten utænkeligt at stå stille og nyde sceneriet p.gr. af myg, men der var da hist og her så bart, at myggene ikke var helt så talrige. Vi mødte enkelte andre vandrere, som øjensynlig var mere erfarne, og havde udstyret sig med hatte med indbyggede myggenet. Vi havde selvfølgelig noget gammel myggebalsam med, men det.....
Undervejs stødte vi også på en ældre herre, der åbenbart - som mange andre - ikke var tilfreds med smagen af vandet i vandhanen (det smager også ligesom i København for år tilbage), så han var nede i det forbudte område og hente sin egen vandforsyning.
Om aftenen var der lige akkurat energi til at trisse op på Arctic Hotel og nyde deres udendørs grillbuffet med hellefisk, rensdyr og moskusokse, - desværre havde vi glemt kameraet, så I slipper for endnu en formidabel udsigt!
Godt ømme i fusserne og temmelig mætte af indtryk brugte vi søndagen på stilfærdig sightseeing i Ilulissat i bagende varme og skjorteærmer, så hvis nogen går og savner lidt sol og varme....
Knud Rasmussens fødehjem er indrettet som museum, så det skulle jo ses, og det var da også ret interessant. Naturligt nok med en hel del om forskelle på dengang og nu, og det fremgik da også tydeligt, at dengang var der vinter til. Somme tider mere end godt var: der var også Jørgen Brønlunds sidste indlæg i Damarksekspeditionens optegnelser: "omkom 79'- fjorden"....
I øvrigt et moderne og interaktivt museum og med en del focus på klimaforandringerne, som heroppe er endnu tydeligere end de fleste andre steder. Forkanten af en bræ er jo til at få øje på, og nu er der jo optegnelser og fotografier over 100 år tilbage, så det er let at se, hvor langt den har trukket sig tilbage. Men det er vældigt godt for kartoffelavlen i Sydgrønland!
Nå, nu er det igen løbet af med mig, men tak til dem, der har holdt ud hertil, nu vil vi gå ned på brættet, og se, hvad der bydes på i dag, måske torsk til 30 kr./kg?

og flere...

En del mennesker  synes ikke vandet i vandhanen smager så godt som indlandsis.

Billeder fra tur til Illulisat

Ilulissat

Imedens de forfærdelige hændelser i Norge udspillede sig gik vi rundt i lykkelig uvidenhed i Ilulissat, så det var en brat opvågnen at lukke op for TV-avisen mandag aften. Hvad der er foregået i hovedet på en sådan mand, er vel ikke muligt for normale mennesker at forstå. Så det vil jeg lade være med at kloge i, og holde et par dage til at fordøje i.
Bortset fra det, havde vi en rigtig god week-end, der begyndte på bedst mulig vis med nyheden om, at vores femte barnebarn var kommet til verden på Horsens sygehus, og at både mor og barn har det godt.
John

Der er ved at indfinde sig en slage hverdag, så nu må vi hellere se at komme lidt rundt i omegnen, og hvad kan være mere opportunt, end at tage på week-end i Isfjorden. Ilulissat hedder det på Grønlandsk, og dertil agter vi os med rutebåden i morgen. Selvom et er "lige nærheden" er det immervæk en sejltur på otte timer den ene vej, men så får vi også set hver lille flække - eller bygd - som det hedder på disse kanter - undervejs. Hjemturen er beregnet til ca. 4 timer, men rygter vil vide, at der er væsentlig mere is i fjorden end normalt for årstiden, så måske kan man være så heldig at "sne inde", så man ikke kan nå på arbejde mandag morgen.
Og med denne nervepirrende cliffhanger må I spændt afvente næste afsnit af føljetonen efter week-enden.
Mie og mig.

Dronningebesøg

Fredag den 15 juli 2011.
Så er vi allerede ved slutningen af anden uge i Aasiaat, og vi føler med de stakler, der holder sommerferie i Dannevang. Vi kan jo se i TV, at det ikke er for muntert, med mindre man holder af mudderbad. Her har vi stort set haft solskin de to uger, og temperaturerne har vist ligget på niveau med den sydlige del af riget, 15-18 grader om dagen, og 6-8 om natten. Helbredet er genemsnitligt i bedring, idet Mie ikke synes at blive helt så elendig, som jeg har været! Her fredag eftermiddag har vi da været ude at gå en længere tur i byen, helt hen i den modsatte ende, for at tage i den låste dør til det lokale bibliotek. Der var nemlig ferielukket indtil i dag, jo timing er alt. Men så fik vi da næsten 3 km´s motion, når man regner det hele med. De må så næsten tælle dobbelt, for det går godt nok op og ned. De asfalterede veje er jo nogenlunde jævne, skønt temmelig stejle her og der, men terrænet... Det er som skærgårdsknolde over det hele, så der er trapper og træbroer hen over det værste over hele byen, men man undgår jo alligevel ikke nogen temmelig hals- og fodbrækkende steder ind imellem.
På arbejdet går det stille og roligt, man får set nogen af de ting, man hidtil kun har læst om, og jeg har på to uger trukket flere tænder ud, end på et år i Mårslet. Dels fordi det nu engang er det hurtigste, dels fordi de ikke står til at redde med nogen kendte midler. Det betyder jo et vist behov for proteser, og i denne måned har vi besøg af tandtekniker Morten fra Nuuk. Det er jeg glad for: proteser er noget, der kræver øvelse, og det har jeg mildest talt ikke fået de sidste mange år - heldigvis.
Her i aften skete det så første gang: telefonen ringede - manden var lige kommet hjem med flyveren, og mandag morgen skulle han ud på tre måneders fiskeri, og nu havde han fået en skrækkelig tandpine....
Nå, det gør jo ikke noget, at have noget afspadsering (det er sådan noget lømodtagere har!) til gode, når man gerne vil på udflugt, så
lørdag eftermiddag
har jeg så været et smut på arbejde, og det var manden øjensynlig ret glad for.

Inden da havde vi selvfølgelig været nede på havnen for at være en del af kødranden, til det royale besøg, og så begyndte det lige præcis at regne, så vi blev godt våde. Men vi fik da både borgmestertale og sangkor og rød løber, så det var nok som det skulle være. Jeg fik også taget en del billeder af grønlandske nakker og paraplyer og en tåget dronning i det fjerne. Jeg kunne dog se, at hun var i selskab med en af mine gamle patienter fra Mårslet - men vi fik nu ikke talt sammen....
Måske lykkes det at få lagt nogle billeder ind på bloggen, nu er det i 117. forsøg da lykkedes med tidligere omtalte isbjerg!!

Dronningebesøg

isbjerg

vores første isbjerg - skulle der have været et billede af her, men som alt andet hvor computere og undertegnede er involveret, fungerer det kun en sjælden tilfældig gang imellem, så i ren arrigskab: godnat og sov godt!
John

Fra den hjemmegående

Så er det vist på tide med et lille input fra min side.Jeg sidder her ved spisebordet og ser ud på den mest fantastiske udsigt over sundet og de omkringliggende øer. Aasiaat ligger på en ø i det man måske kan kalde skærgården, yderst på øen ligger en lille klynge huse hvor vi bor. Det er faktisk et rigtig dejligt lille hus, når vi nu bare er os to, bl.a med en fin lille stue med den dejligste udsigt. Jeg har jo vældig god tid og er derfor fortsat med mine løbeture, nu i det arktiske klima, ganske dejligt men også ret hårdt, da vi bor temmelig højt. Derudover skal der jo købes ind til diverse måltider og det foregår til fods og med rygsæk på.
Det betyder daglige gåture til de iøvrigt gode supermarkeder, der er jo grænser for hvor mange kilo mel, liter juice, og så videre der kan være i en lille turrygsæk. Det havde vi ikke lige tænkt over, vi skulle måske nok have haft en noget større med, men som sagt, jeg har jo god tid. Vi er meget glade for at vi købte vandrestøvler, for selv om der i byen er asfalt veje, så er de dårlige og meget ujævne samtidig med at det går meget op og ned. Mange steder går man også direkte på klipperne bl.a ind til alle huse,hvor man også mange steder skal op eller ned af en masse trapper. Trapperne bruges også til at forbinde veje der forløber parallelt,
f.eks har jeg på en talt 97 trin. Jeg har endnu ikke udforsket hele byen og omegn men det skal jeg nok nå.
Jeg savner lidt at kunne sidde udenfor. Oftest er det dejligt solskin, men også ret køligt blæsende, det største problem er dog myggene, der flokkes når man står stille, det er måske derfor der ikke tænkes så meget i terasser o.lign.
Hilsen Mie

Så må det vist være på tide igen, man har ligget noget underdrejet i den forgangne uge med en generalforkølelse - ondt i halsen og hovedet fuldt af snot, jo det har været en vældig start på det nye arbejde. Derfor har der bagefter kun været ork til at vakle hjem og kaste sig på sofaen, medens konen fik maden på bordet.... Bortset fra det, er det nu ikke fordi man bliver overanstrengt på jobbet: selvom venteværelset er fyldt, når jeg ankommer ved 8-tiden, lykkes det klinikassistenterne at trylle de fleste væk igen, så jeg ender med at have 10-12 patienter på en dag, hvor en standarddag i Mårslet almindeligvis bød på ca. 16.
Til gengæld kan man så komme ud for lidt af hvert: tirsdag (2. dag på jobbet) kom den stedlige politimand og spurgte, om vi (= jeg, eftersom chefen officielt er gået på ferie i den anden ende af huset) kunne assistere med identifikation af en dødfunden person. Det har jeg godt nok ikke prøvet før, men man kunne jo ikke sige nej til en høflig anmodning, så jo, det skulle jeg nok. Ved nærmere eftertanke syntes jeg alligevel, at jeg skyldte chefen, at underrette hende,og som sagt så gjort, hvorefter hun venligt tilbød at tage med på sygehuset. Hun har prøvet det et par gange før, selvom personen denne gang var nogen flere måneder længere i dekompositionen (dejligt ord, ikke?, lad være med at spekulere på, hvad det dækker over, men eftersom dyr af enhver art havde fundet manden nogle måneder før politiet, var det ikke alt, der var dødt...). Det var rigtig godt at være snotforkølet, ku´ jeg fornemme på de øvrige, der bivånede seancen. Man måtte i den grad prøve at koncentrere sig om tandsættet, og heldigvis kunne vi ret sikkert bekræfte, at han passede til den journal, der var på klinikken på en mand, der var blevet væk lige før jul.

Bortset fra det, har vi jo oplevet den nedsættelse af tempoet i dagligdagen, som var forventet, og det tager nok lidt tid at vænne sig til.En ting, som de ældre mandlige læsere vil vide at sætte pris på, er, at uanset hvornår man i løbet af natten lister ud på toilettet, skinner solen ind af vinduet - på den ene eller anden side af huset - meget mærkeligt. Når man står der over kummen, kan man så nyde sangen udenfor -ikke fuglenes, men hundenes! Rundt omkring i byen, er der små områder, hvor nogen har deres hunde på græs. Sådan ser det i hvert fald ud, der er 10-20 hunde, der står/ligger i hvert sit tøjr, så nogen af dem lige kan nå hinanden til et hundeslagsmål(!), og de i hvert fald kan enes om en gang imellem at stikke i et hyl. Der behøves tilsyneladende ikke nogen ydre anledning - dog er der vistnok flere decibel på, når det rent faktisk er fodringstid. Men de står altså bundet, så der er ikke hundelorte over hele byen, som ellers frygtet på forhånd! Kun hvalpene synes at løbe frit rundt, men de holder sig trods alt mest til moderen, og kommer ikke så langt omkring.
Nok for denne gang, forhåbentlig mere om isbjerge og natur, når helbredet bliver til den slags.

bcndk

Ankomsten

Så er der hul igennem fra Grønland.
Vi ankom efter en planmæssig, men noget anstrengende tur for et døgn siden, og solen har skinnet uafbrudt lige siden. Så her er helt urimeligt varmt - 24 grader for at være præcis! - så alt det vintertøj, vi har taget med...
Nå, det ændrer sig nok, så man skal nok nyde det, mens det er der.
Vi blev hentet i "lufthavnen" i ambulance, så vi var standmæssigt kørende ved vores indtog i Aasiaat! Jo altså, tandplejen er jo en del af sundhedssystemet, så ambulancen er jo bare en del af udstyret. Endnu engang må man konstatere, at der er ikke spor i vejen med lidt nepotisme, når man blot selv er i den rigtige ende af den... Min chef, Olina (som jeg for øvrigt har haft som student på tandplejerskolen for en menneskealder siden)viste os rundt, allerførst til lejligheden vi skal bebo de næste måneder, siden en hurtig rundtur til tandklinikken, "brædtet", kirken og Brugsen. Det hele af en noget højere standard, end forventet. Selve byen er ikke stor, synes i hvert fald mindre end Beder, men det er nok svært at bedømme, da husene p.gr. af terrænet ligger temmelig spredt. Det er meget op og ned, og klipper overalt, så der er ikke noget, der hedder at grave i jorden. "Brædtet" er en grønlandsk ting, der går ud på, at man, når man har fanget noget, sælger det fra brædtet, og vi har da også været derhenne i dag og købe havkat til aftensmaden, så må vise, om vi kan finde ud af at lave det til. Der kan nok ikke blive tale om hvidvinsdampning, da det allerbilligste sprøjt koster hinsides de 100 kr., så vi må vænne os til lidt mådehold. Ellers er prisniveauet rimeligt, kun en smule dyrere end hjemme i Syddanmark.
Lejligheden er ganske dejlig, med udsigt direkte over vandet, men desværre også til affald, som ligger overalt. (Man føler sig i nogen grad hensat til Mindeparken efter sidste skoledag). Det kan man jo prøve at abstrahere fra, og nøjes med at indtage fjeldsiderne, isbjergene (indtil videre kun nogle små i det fjerne), og alt det andet fremmedartede, så det prøver vi på med opladt sind.
Tak til dem, der har holdt ud hertil, i fremtiden vil jeg prøve at fatte mig noget kortere.
(Mie og) John

fotossion

Hej igen,
der er ikke sket andet, end at tiden nærmer sig, og pakkelisten stort set omfatter hele garderoben - forhåbentlig kan man købe noget af det, vi bliver nødt til at sortere fra.
Så har vi forsøgt, om det overhovedet kan lade sig gøre at sætte fotos ind, det skulle jo gerne være en væsentlig del af projektet, og til stor overraskelse ser det ud til at være lykkedes. Desværre ser det ud til, at internet i Grønland er temmelig dyrt, så vi vil nok ikke være on line hele så meget som herhjemme. De undskylder sig med befolkningstætheden, der er under 1 % af den danske, så det...
Next time in Greenland
John

Før afrejsen

Velkommen til den fagre nye verden!
For 20 år siden var vi noget ærgerlige over, at den helt nye opfindelse kaldet en telefax, kom for sent til, at vi kunne få en med til Tanzania. Det er vi kommet ud over, så nu hedder det en blog, når man vil meddele sine udgydelser til den undrende omverden - og det vil vi jo gerne.
M.a.o., hvis man er interesseret i at følge med i, hvordan tilværelsen kan forme sig for en tandlægevikar i Aasiaat det næste par måneder, er det altså her, det foregår. Indtil videre står den på uinteressante rejseforberedelser, så der kommer nok ikke mere her de næste 3 uger.
Mie og John