Ja, det er jo ikke fordi vi har været på discotek her i den pulserende storby, derimod har vi været et smut i Godhavn på Disko (også kaldet Qeqertarsuaq). Vi skulle da op og se den evige sne på toppen af Lyngmarksfjeldet på Lyngmarksbræen. Der kunne man også købe en hundeslædetur på en times tid formedelst tusinde kroner pr. næse, så det syntes vi nok var lidt i overkanten. Vi har endnu ikke vænnet os til prisniveauet her på egnen, men i dette tilfælde var det også ligegyldigt, for trods DMIs stædige fastholden af strålende sol fra morgen til aften, lå der en tæt tåge over øen, og den blev tættere og tættere jo højere vi kom op. Da stigningen på bjergskråningen efterhånden nåede op på 60 grader - føltes det i hvert fald - og det blev mere og mere tæt og vådt og smattet, blev vi enige om, at "det er ingen skam at snu". Så det gjorde vi, og fik så senere at vide af et par unge mennesker, der havde gennemført hele opstigningen, at deres forudbestilte hundeslædetur var blevet aflyst pgr. af tågen. Så selvom det var ærgerligt, var det jo åbenbart den rigtige beslutning, vi tog.
Vi nøjedes altså med at trave rundt på stranden - ja tro det eller lad være, men der er en rigtig strand, - ganske vist med sort sand og mindre isbjerge i vandkanten, men alligevel. Mie syntes, vi skulle smage lidt ældgammel indlandsis, der havde ligget og flydt i havet og på stranden, så vi huggede et par fliser af. Det smagte godt nok noget bedre, end det, der kommer ud af vandhanen her i huset. Vi prøvede også at finde noget kvan til Tom, og en gammel kompis til Ivar. Begge dele mislykkedes, men der var da både strandede isbjerge og flotte vandfald at se på.
Hvalerne måtte vi denne gang tænke os til, men som sædvanlig var de klar til at tage imod os, da vi nåede hjem til Aasiaat, så vi fik taget endnu "et par film" af hvalers blåst og haler, der vinkede farvel, før de dykkede.
Nu har vi så været hjemme hele ugen, dog med en lille udflugt onsdag formiddag til den anden bygd, som Aasiaat Tandklinik "passer" med deltagelse af både Mie og den nye tandlæge, som skal afløse mig. Hun hedder Helle og er blevet kandidat for et år siden, så hun får kam til sit hår. Hendes mand skal undervise på gymnasiet, så det vil nok lette integreringen i lokalsamfundet. Vi skulle selvfølgelig se hvaler på vejen (de er altså utroligt fascinerende), så skipper - og vi andre - holdt skarpt udkig, men igen var det først da vi var hjemme igen, der var en enkelt, der allernådigst lod sig se for en kort bemærkning.
Det er jo ganske sjovt, at det er lige her, chancen er størst, og i gårsdagens udfoldelser i torturkammeret blev det igen bekræftet: imedens jeg oksede af sted på løbebåndet, var der frit udsyn til en masse blåst og rygfinner ud i bugten, og i løbet af tyve minutter var der seks gange flyvende hval derude!! Jeg ved ikke, hvor mange tons sådan én den vejer, men den er godt nok stor, og det er noget af et plask det giver, når den lander igen.
Så kom ikke og sig, at man savner naturoplevelse, når man løber på løbebånd!
Nå, nu er det vist mere end rigeligt om de fjollede havdyr, vi er begyndt at se i øjnene, at der kun er en uge, til Mie drager sydpå igen, og vi skal klare os hver for sig i en måneds tid. Det bliver sandelig ikke rart, - men jeg klarer det nok!!!
Mie skal så have fornøjelsen af at se det nye barnebarn, Liva, for første gang, indtil nu har vi jo måttet nøjes med billeder og Skype, og det er jo ikke det samme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar