Ilulissat

Som det fremgik sidst kom vi planmæssigt hjem fra week-endturen til Ilulissat, og vi fik da også alt, hvad vi kunne ønske os, både hvaler og isbjerge.
Første afsnit gik fra Aasiaat direkte mod nord til Disko øen, med en afstikker til en lille bar klippeknold, hvor en gammel morlil blev modtaget på "kajen" af en kvindelig traktorfører, der smed bagagen op i grabben og var ved at stable den gamle to meter op i førerhuset, men da var vi på vej væk igen.
Inden da havde vi efter et kvarters sejlads fået opfyldt en af de store forhåbninger, idet skipper kom ud fra styrehuset og pegede, og ganske rigtigt, der var en stor - meget stor - sort skygge i vandoverfladen, der blåste og hurtigt gik over i en rygfinne og en hale med den karakteristiske hvide underside, som den venligst viste frem inden en forsvandt under vandet. Fantastisk. I løbet af week-endens sejladser så vi hvaler tre gange, sidste gang i bugten lige ud for Aasiaat, så hvis vi gider gå hen og holde udkig, kunne det sikkert lade sig gøre, at se flere fra land. Desværre er der knapt et par km. hen til det brede vand, så det bliver nok ikke til så meget.
Et lille kort stop i Godhavn på Disko, og så direkte mod Ilulissat. Efterhånden som vi nærmede os, viste der sig en hvid mur ret forude, og i det hele taget rundt omkring, og det forekom helt umuligt at man skulle kunne komme igennem. Men det kunne man, viste det sig, ganske vist lidt i zig-zag mellem isbjerge i alle størrelser, men vi var da inde stort set på klokkeslet efter fartplanen - at vi så blev sat i land på den modsatte side af havnen, end den, vi havde regnet med, var jo kun en biting! Så vi hankede op i bagagen og vandrede op til vandrerhjemmet, hvor vi ankom lidt i midnat i strålende solskin.
Næste morgen skulle vi se noget is, og det var ikke så svært, for hele bugten ud for Ilulissat var fuld af isbjerge i alle størrelser, allesammen produceret i Isfjorden, så den måtte vi selvfølgelig ud at se. Det var en vandretur på ti km. på afmærkede stier, havde vi fået at vide, og det med afmærkningen var rigtigt nok, men ligefrem stier var lidt af en tilsnigelse. Adskillige steder skulle man kravle over og imellem klippestykker på mandshøjde, så det var ikke ligefrem nogen spadseretur. Efter 3-4 km. op og ned på den måde i den smukkeste natur, nåede vi turens egentlige mål: is i alle størrelser og faconer så langt øjet rakte. Bortset fra vores lidt anstrengte åndedrag og den hidsige summen fra en trilion myg, hørtes ikke anden lyd end et kanonbrag i ny og næ. Det var formentlig bræen, der kælvede, men det var ikke nogetsteds at se, så vi måtte nøjes med at tro på det. Det lød i hvert fald voldsomt, og i en nærliggende bugt (og gammel forhistorisk boplads) var der strengt adgangsforbud, da en kælvning kunne medføre en tsunami, og faktisk en gang havde skyllet en turistteltlejr i havet. Ved et mirakel uden tab af menneskeliv, men alt udstyr forsvandt. Siden har der været adgang forbudt, så det rettede vi os efter. Desværre var et næsten utænkeligt at stå stille og nyde sceneriet p.gr. af myg, men der var da hist og her så bart, at myggene ikke var helt så talrige. Vi mødte enkelte andre vandrere, som øjensynlig var mere erfarne, og havde udstyret sig med hatte med indbyggede myggenet. Vi havde selvfølgelig noget gammel myggebalsam med, men det.....
Undervejs stødte vi også på en ældre herre, der åbenbart - som mange andre - ikke var tilfreds med smagen af vandet i vandhanen (det smager også ligesom i København for år tilbage), så han var nede i det forbudte område og hente sin egen vandforsyning.
Om aftenen var der lige akkurat energi til at trisse op på Arctic Hotel og nyde deres udendørs grillbuffet med hellefisk, rensdyr og moskusokse, - desværre havde vi glemt kameraet, så I slipper for endnu en formidabel udsigt!
Godt ømme i fusserne og temmelig mætte af indtryk brugte vi søndagen på stilfærdig sightseeing i Ilulissat i bagende varme og skjorteærmer, så hvis nogen går og savner lidt sol og varme....
Knud Rasmussens fødehjem er indrettet som museum, så det skulle jo ses, og det var da også ret interessant. Naturligt nok med en hel del om forskelle på dengang og nu, og det fremgik da også tydeligt, at dengang var der vinter til. Somme tider mere end godt var: der var også Jørgen Brønlunds sidste indlæg i Damarksekspeditionens optegnelser: "omkom 79'- fjorden"....
I øvrigt et moderne og interaktivt museum og med en del focus på klimaforandringerne, som heroppe er endnu tydeligere end de fleste andre steder. Forkanten af en bræ er jo til at få øje på, og nu er der jo optegnelser og fotografier over 100 år tilbage, så det er let at se, hvor langt den har trukket sig tilbage. Men det er vældigt godt for kartoffelavlen i Sydgrønland!
Nå, nu er det igen løbet af med mig, men tak til dem, der har holdt ud hertil, nu vil vi gå ned på brættet, og se, hvad der bydes på i dag, måske torsk til 30 kr./kg?