Så må det vist være på tide igen, man har ligget noget underdrejet i den forgangne uge med en generalforkølelse - ondt i halsen og hovedet fuldt af snot, jo det har været en vældig start på det nye arbejde. Derfor har der bagefter kun været ork til at vakle hjem og kaste sig på sofaen, medens konen fik maden på bordet.... Bortset fra det, er det nu ikke fordi man bliver overanstrengt på jobbet: selvom venteværelset er fyldt, når jeg ankommer ved 8-tiden, lykkes det klinikassistenterne at trylle de fleste væk igen, så jeg ender med at have 10-12 patienter på en dag, hvor en standarddag i Mårslet almindeligvis bød på ca. 16.
Til gengæld kan man så komme ud for lidt af hvert: tirsdag (2. dag på jobbet) kom den stedlige politimand og spurgte, om vi (= jeg, eftersom chefen officielt er gået på ferie i den anden ende af huset) kunne assistere med identifikation af en dødfunden person. Det har jeg godt nok ikke prøvet før, men man kunne jo ikke sige nej til en høflig anmodning, så jo, det skulle jeg nok. Ved nærmere eftertanke syntes jeg alligevel, at jeg skyldte chefen, at underrette hende,og som sagt så gjort, hvorefter hun venligt tilbød at tage med på sygehuset. Hun har prøvet det et par gange før, selvom personen denne gang var nogen flere måneder længere i dekompositionen (dejligt ord, ikke?, lad være med at spekulere på, hvad det dækker over, men eftersom dyr af enhver art havde fundet manden nogle måneder før politiet, var det ikke alt, der var dødt...). Det var rigtig godt at være snotforkølet, ku´ jeg fornemme på de øvrige, der bivånede seancen. Man måtte i den grad prøve at koncentrere sig om tandsættet, og heldigvis kunne vi ret sikkert bekræfte, at han passede til den journal, der var på klinikken på en mand, der var blevet væk lige før jul.

Bortset fra det, har vi jo oplevet den nedsættelse af tempoet i dagligdagen, som var forventet, og det tager nok lidt tid at vænne sig til.En ting, som de ældre mandlige læsere vil vide at sætte pris på, er, at uanset hvornår man i løbet af natten lister ud på toilettet, skinner solen ind af vinduet - på den ene eller anden side af huset - meget mærkeligt. Når man står der over kummen, kan man så nyde sangen udenfor -ikke fuglenes, men hundenes! Rundt omkring i byen, er der små områder, hvor nogen har deres hunde på græs. Sådan ser det i hvert fald ud, der er 10-20 hunde, der står/ligger i hvert sit tøjr, så nogen af dem lige kan nå hinanden til et hundeslagsmål(!), og de i hvert fald kan enes om en gang imellem at stikke i et hyl. Der behøves tilsyneladende ikke nogen ydre anledning - dog er der vistnok flere decibel på, når det rent faktisk er fodringstid. Men de står altså bundet, så der er ikke hundelorte over hele byen, som ellers frygtet på forhånd! Kun hvalpene synes at løbe frit rundt, men de holder sig trods alt mest til moderen, og kommer ikke så langt omkring.
Nok for denne gang, forhåbentlig mere om isbjerge og natur, når helbredet bliver til den slags.