Enebo

Så er der gået fire dage i "splendid isolation", og efter at være færdig med at hoppe i sengene og se fjernsyn under aftensmaden, er der nu ikke så meget ved at være alene hjemme. Tilsyneladende har også både solen og hvalerne forladt mig, men så kan jeg jo bruge tid på at finde ud af, hvordan man lægger billeder ind på bloggen, og sandelig om ikke det lykkedes. Nu er problemet så at begrænse sig til en  promille eller to af alle de billeder, der ligger på hukommelsen. Heldigvis er netforbindelsen så langsom, at det tager alt for lang tid at lægge ret mange ind, så I slipper for et helaftensdiashow i denne omgang.
På den anden side kan det jo være et godt middel mod at få "valgkvalme". Set heroppefra er det i hvert fald kvalmende at se DRs imponerethed af deres egen teknologiske formåen: en GPS i røven af alle kandidaterne!!!  - og  en demonstration af, at vore politikere er så moderne (umodne!?....) at de er på facebook  og  kommenterer, hvad der er i fjernsynet. Må jeg ikke være fri. Ikke fordi jeg regner med at TV2 er spor bedre, men den kan vi ikke  tage, så de slipper i denne omgang.
Det minder mig om, at jeg må i gang med at sondere, hvor i byen man kan se landskamp i næste uge - og jeg må for skams skyld også finde ud af, hvor man brevstemmer her i byen. Forhåbentlig skal man ikke til Nuuk, for så bliver det nok sofaen denne gang.
Nå, jeg skal til at pakke, jeg var så tumpet at tilbyde at bytte, da det gik op for mig, at min afløser, som er ankommet, skulle flytte til et nyt sted i en måned, indtil jeg flyttede ud, så de kom til  at bo tre steder på 1½ måned. Nu har de taget mig på ordet, og så må jeg jo til det.
Farvel og tak for denne gang.

Brættet - med lidt af dagens tilførsel.

Tak for denne gang, håber I nød showet!

Meget nærbillede af luffen af en legesyg pukkelhval.

Lidt om alting

Vinteren nærmer sig hastigt, i morges var der rim på jorden, og man mærker tydeligt, at der er fart på, for at solen skal nå at blive helt væk i løbet af de næste tre måneder. Man kan faktisk mærke det fra dag til dag, synes vi. Ellers er det jo en anden nedtælling, vi er i gang med, idet der kun er to dage, til Mie drager hjemad igen - så er "ferien" slut for denne gang. Så skal vi igen ud at køre taxi til "lufthavnen" og det skulle være muligt her i byen: det er så besynderligt, at det ser ud som om ca. hver anden bil er en taxi. Men selvfølgelig, når over halvdelen af befolkningen ikke har bil, og der ikke er noget, som hedder offentlig transport, må der vel være et marked, for den halvdel, der har bil. Hver morgen, når jeg trisser ti minutter ned til klinikken, kommer der adskillige taxier og henter folk til arbejde. Men selvom byen ikke er stor, er der ca. fem km. ud til rejefabrikken, og tre gange så langt til lufthavnen, så skal man gå turen to gange om dagen, er det jo nok i overkanten for de fleste. Så meget mere besynderligt er det, at der stort set ikke er nogen voksne, der cykler, det er kun børn, ligesom i USA. Hvis vi skulle være her i længere tid, ville det være det første, der skulle anskaffes - med bjerggear, förstås!
Nå, ikke så meget denne gang, jeg får jo alt for megen tid, jeg skal have til at gå på egen hånd de næste fem uger, så det...

Week-end på Disko

Ja, det er jo ikke fordi vi har været på discotek her i den pulserende storby, derimod har vi været et smut i Godhavn på Disko (også kaldet Qeqertarsuaq). Vi skulle da op og se den evige sne på toppen af Lyngmarksfjeldet på Lyngmarksbræen. Der kunne man også købe en hundeslædetur på en times tid formedelst tusinde kroner pr. næse, så det syntes vi nok var lidt i overkanten. Vi har endnu ikke vænnet os til prisniveauet her på egnen, men i dette tilfælde var det også ligegyldigt, for trods DMIs stædige fastholden af strålende sol fra morgen til aften, lå der en tæt tåge over øen, og den blev tættere og tættere jo højere vi kom op. Da stigningen på bjergskråningen efterhånden nåede op på 60 grader - føltes det i hvert fald - og det blev mere og mere tæt og vådt og smattet, blev vi enige om, at "det er ingen skam at snu". Så det gjorde vi, og fik så senere at vide af et par unge mennesker, der havde gennemført hele opstigningen, at deres forudbestilte hundeslædetur var blevet aflyst pgr. af tågen. Så selvom det var ærgerligt, var det jo åbenbart den rigtige beslutning, vi tog.
Vi nøjedes altså med at trave rundt på stranden - ja tro det eller lad være, men der er en rigtig strand, - ganske vist med sort sand og mindre isbjerge i vandkanten, men alligevel. Mie syntes, vi skulle smage lidt ældgammel indlandsis, der havde ligget og flydt i havet og på stranden, så vi huggede et par fliser af. Det smagte godt nok noget bedre, end det, der kommer ud af vandhanen her i huset. Vi prøvede også at finde noget kvan til Tom, og en gammel kompis til Ivar. Begge dele mislykkedes, men der var da både strandede isbjerge og flotte vandfald at se på.
Hvalerne måtte vi denne gang tænke os til, men som sædvanlig var de klar til at tage imod os, da vi nåede hjem til Aasiaat, så vi fik taget endnu "et par film" af hvalers blåst og haler, der vinkede farvel, før de dykkede.

Nu har vi så været hjemme hele ugen, dog med en lille udflugt onsdag formiddag til den anden bygd, som Aasiaat Tandklinik "passer" med deltagelse af både Mie og den nye tandlæge, som skal afløse mig. Hun hedder Helle og er blevet kandidat for et år siden, så hun får kam til sit hår. Hendes mand skal undervise på gymnasiet, så det vil nok lette integreringen i lokalsamfundet. Vi skulle selvfølgelig se hvaler på vejen (de er altså utroligt fascinerende), så skipper - og vi andre - holdt skarpt udkig, men igen var det først da vi var hjemme igen, der var en enkelt, der allernådigst lod sig se for en kort bemærkning.
Det er jo ganske sjovt, at det er lige her, chancen er størst, og i gårsdagens udfoldelser i torturkammeret blev det igen bekræftet: imedens jeg oksede af sted på løbebåndet, var der frit udsyn til en masse blåst og rygfinner ud i bugten, og i løbet af tyve minutter var der seks gange flyvende hval derude!! Jeg ved ikke, hvor mange tons sådan én den vejer, men den er godt nok stor, og det er noget af et plask det giver, når den lander igen.
Så kom ikke og sig, at man savner naturoplevelse, når man løber på løbebånd!

Nå, nu er det vist mere end rigeligt om de fjollede havdyr, vi er begyndt at se i øjnene, at der kun er en uge, til Mie drager sydpå igen, og vi skal klare os hver for sig i en måneds tid. Det bliver sandelig ikke rart, - men jeg klarer det nok!!!
Mie skal så have fornøjelsen af at se det nye barnebarn, Liva, for første gang, indtil nu har vi jo måttet nøjes med billeder og Skype, og det er jo ikke det samme.

Been there, seen that....

Det må ud, for det fylder simpelthen så meget.
I formiddags var vi på en lille udflugt til den ene af de to bygder, som Aasiaat tandpleje servicerer et par gange om året. Ca. 45 min.s sejlads nordpå, d.v.s. næsten halvvejs til Disko, hvor vi for øvrigt tænker at tage på week-end, til en forblæst klippeknold ude midt i havet. Der var en del udstyr til klinikhuset, der skulle afleveres, så Mie og jeg fik lov at komme med og fylde de tomme sæder i den lejede motorbåd - med fører. Det var et meget lille samfund derude - ifølge chefen ca. 100 mennesker - og der havde man foruden den rejsende tandklinik, skole til 7. klasse, kirke og børnehave. Til gengæld ingen biler, de eneste motoriserede transportmidler var tre rendegravere, der jo er som skabt til at transportere alle vores pakkenelliker i grabben. Så det gjorde den ene af dem det par hundrede meter, fra anløbsbroen til midt på øen. Ret meget andet skulle vi ikke, så vi gik ombord igen og drog hjemad. På udturen havde vi da set en hvalhale (ingen sejltur uden hval), så vi håbede selvfølgelig på samme held igen. Godt midtvejs var der da også blåst og hale ret forude. Denne gang var båden ikke i rutefart, så skipper syntes heldigvis, at vi godt lige kunne ligge og vente på, at den måske viste sig igen......
Det kan jeg nok ikke rigtig beskrive, men I har sikkert set det på TV: pludselig stod der mange tons hval på halespidsen og lige lodret 6-8 meter op i luften! - og hvis I tror at drengerøvene i svømmepølen kan lave "bomber" - HA. Et fuldstændigt utroligt, fantastisk, totalt overvældende syn. Det var først længe efter, man kom til at tænke på, hvad der var sket, hvis den var landet oven på vores lille 10 personers motorbåd. I havde nok ikke hørt om det fra første hånd i hvert fald... Det var ikke bare hvalen, der var højt oppe efter den oplevelse. Desværre var fotografen denne gang for tæt på!! Nu har jeg så mange gange brokket over, at de var for langt væk, "så ka han lære det, ka han". Så nu har vi et par flotte nærbilleder af finner og mave af en temmelig stor hval. Nå, chefen havde heldigvis bare et almindeligt lommekamera, så hun fik et fantastisk billede, jeg forhåbentlig kan tigge en kopi af.
Nok for i dag, men det kunne altså ikke vente.

Hvaler igen igen

Efter en måneds tid og det hastigt forbedrede helbred har jeg ikke længere kunnet udskyde at få opstøvet det lokale fitnesscenter, så nu er jeg fuldstændig radbrækket efter første gang træning i en måned. Det er et fint lille sted, ret nyt og med alle de adækvate torturapparater. Men der er godt nok en ting, som man vist ikke finder ret mange steder: når man stiller sig hen til panoramavinduet for at få vejret igen, så er der pæne chancer for at se hvalerne ude i bugten. Således også sidste gang, hvor der både var blåst og haler af indtil flere hvaler derude. Desværre lidt langt væk, men stadigvæk lige fascinerende. Det flotteste er, når de stikker halen i vejret, og viser den hvide underside, men det betyder desværre også, at så er de på vej væk. Til gengæld ku´ det jo se ud til, at man nok skal få nogen at se en anden gang, så det glæder vi os til. A propos hvaler, så siger Mie, at der var opløb ved "brættet" i dag, for der var finhval på menuen - men der er vist lige en mental barriere vi skal over, før det kommer på bordet. Men hvis de andre kan, kan vi vel også...
Ha det godt allesammen, og skriv endelig en kommentar, så vi ved, at alle de skønne ord ikke bare svirrer rundt i cyberspace.
Vi ses, Mie og John

Her bor vi

Vores bebyggelse set lidt på afstand og vores hus er halvdelen af det midterste gule.

Man kan få næsten alt

Det er bare et spørgsmål om pris og kvalitet. Ja det der springer mest i øjnene er selvfølgelig grøntsagsprisen.
1 kg gulerødder kr. 24,95 og så smager de som gamle gulerødder så det er det jo nok. Agurk kr. 23,95, tomater kr. 34,95 for 350 gram og broccoli et stk. 32,95. Det er jo logisk nok at det er dyrt men det er altså ikke de friske grøntsager der bliver købt flest af.
Det er vist kun mig der savner det helt vildt.
Til gengæld kan man få næsten alt på frost lige fra kød og grønt til pålæg og små yoghurt. Mælk findes kun UHT behandlet dog har de næsten altid frugtyoghurt, det er selvfølgelig også noget dyrere. Kød enten frost eller har været frosset cirka samme pris som hjemme. Hvis vi køber frisk fisk på brættet er det billigt omkring 30 kr pr kilo, frosset er det lidt dyrere. Allerdyrest er spiritus så det...
Selv rugbrød fra den lokale brugsbager kan købes, så vi lider ingen nød, nyder til gengæld at spise fisk lige så meget som vi gider.
Hilsen Mie