Som det fremgik sidst kom vi planmæssigt hjem fra week-endturen til Ilulissat, og vi fik da også alt, hvad vi kunne ønske os, både hvaler og isbjerge.
Første afsnit gik fra Aasiaat direkte mod nord til Disko øen, med en afstikker til en lille bar klippeknold, hvor en gammel morlil blev modtaget på "kajen" af en kvindelig traktorfører, der smed bagagen op i grabben og var ved at stable den gamle to meter op i førerhuset, men da var vi på vej væk igen.
Inden da havde vi efter et kvarters sejlads fået opfyldt en af de store forhåbninger, idet skipper kom ud fra styrehuset og pegede, og ganske rigtigt, der var en stor - meget stor - sort skygge i vandoverfladen, der blåste og hurtigt gik over i en rygfinne og en hale med den karakteristiske hvide underside, som den venligst viste frem inden en forsvandt under vandet. Fantastisk. I løbet af week-endens sejladser så vi hvaler tre gange, sidste gang i bugten lige ud for Aasiaat, så hvis vi gider gå hen og holde udkig, kunne det sikkert lade sig gøre, at se flere fra land. Desværre er der knapt et par km. hen til det brede vand, så det bliver nok ikke til så meget.
Et lille kort stop i Godhavn på Disko, og så direkte mod Ilulissat. Efterhånden som vi nærmede os, viste der sig en hvid mur ret forude, og i det hele taget rundt omkring, og det forekom helt umuligt at man skulle kunne komme igennem. Men det kunne man, viste det sig, ganske vist lidt i zig-zag mellem isbjerge i alle størrelser, men vi var da inde stort set på klokkeslet efter fartplanen - at vi så blev sat i land på den modsatte side af havnen, end den, vi havde regnet med, var jo kun en biting! Så vi hankede op i bagagen og vandrede op til vandrerhjemmet, hvor vi ankom lidt i midnat i strålende solskin.
Næste morgen skulle vi se noget is, og det var ikke så svært, for hele bugten ud for Ilulissat var fuld af isbjerge i alle størrelser, allesammen produceret i Isfjorden, så den måtte vi selvfølgelig ud at se. Det var en vandretur på ti km. på afmærkede stier, havde vi fået at vide, og det med afmærkningen var rigtigt nok, men ligefrem stier var lidt af en tilsnigelse. Adskillige steder skulle man kravle over og imellem klippestykker på mandshøjde, så det var ikke ligefrem nogen spadseretur. Efter 3-4 km. op og ned på den måde i den smukkeste natur, nåede vi turens egentlige mål: is i alle størrelser og faconer så langt øjet rakte. Bortset fra vores lidt anstrengte åndedrag og den hidsige summen fra en trilion myg, hørtes ikke anden lyd end et kanonbrag i ny og næ. Det var formentlig bræen, der kælvede, men det var ikke nogetsteds at se, så vi måtte nøjes med at tro på det. Det lød i hvert fald voldsomt, og i en nærliggende bugt (og gammel forhistorisk boplads) var der strengt adgangsforbud, da en kælvning kunne medføre en tsunami, og faktisk en gang havde skyllet en turistteltlejr i havet. Ved et mirakel uden tab af menneskeliv, men alt udstyr forsvandt. Siden har der været adgang forbudt, så det rettede vi os efter. Desværre var et næsten utænkeligt at stå stille og nyde sceneriet p.gr. af myg, men der var da hist og her så bart, at myggene ikke var helt så talrige. Vi mødte enkelte andre vandrere, som øjensynlig var mere erfarne, og havde udstyret sig med hatte med indbyggede myggenet. Vi havde selvfølgelig noget gammel myggebalsam med, men det.....
Undervejs stødte vi også på en ældre herre, der åbenbart - som mange andre - ikke var tilfreds med smagen af vandet i vandhanen (det smager også ligesom i København for år tilbage), så han var nede i det forbudte område og hente sin egen vandforsyning.
Om aftenen var der lige akkurat energi til at trisse op på Arctic Hotel og nyde deres udendørs grillbuffet med hellefisk, rensdyr og moskusokse, - desværre havde vi glemt kameraet, så I slipper for endnu en formidabel udsigt!
Godt ømme i fusserne og temmelig mætte af indtryk brugte vi søndagen på stilfærdig sightseeing i Ilulissat i bagende varme og skjorteærmer, så hvis nogen går og savner lidt sol og varme....
Knud Rasmussens fødehjem er indrettet som museum, så det skulle jo ses, og det var da også ret interessant. Naturligt nok med en hel del om forskelle på dengang og nu, og det fremgik da også tydeligt, at dengang var der vinter til. Somme tider mere end godt var: der var også Jørgen Brønlunds sidste indlæg i Damarksekspeditionens optegnelser: "omkom 79'- fjorden"....
I øvrigt et moderne og interaktivt museum og med en del focus på klimaforandringerne, som heroppe er endnu tydeligere end de fleste andre steder. Forkanten af en bræ er jo til at få øje på, og nu er der jo optegnelser og fotografier over 100 år tilbage, så det er let at se, hvor langt den har trukket sig tilbage. Men det er vældigt godt for kartoffelavlen i Sydgrønland!
Nå, nu er det igen løbet af med mig, men tak til dem, der har holdt ud hertil, nu vil vi gå ned på brættet, og se, hvad der bydes på i dag, måske torsk til 30 kr./kg?
lørdag den 30. juli 2011
fredag den 29. juli 2011
mandag den 25. juli 2011
Ilulissat
Imedens de forfærdelige hændelser i Norge udspillede sig gik vi rundt i lykkelig uvidenhed i Ilulissat, så det var en brat opvågnen at lukke op for TV-avisen mandag aften. Hvad der er foregået i hovedet på en sådan mand, er vel ikke muligt for normale mennesker at forstå. Så det vil jeg lade være med at kloge i, og holde et par dage til at fordøje i.
Bortset fra det, havde vi en rigtig god week-end, der begyndte på bedst mulig vis med nyheden om, at vores femte barnebarn var kommet til verden på Horsens sygehus, og at både mor og barn har det godt.
John
Bortset fra det, havde vi en rigtig god week-end, der begyndte på bedst mulig vis med nyheden om, at vores femte barnebarn var kommet til verden på Horsens sygehus, og at både mor og barn har det godt.
John
torsdag den 21. juli 2011
Der er ved at indfinde sig en slage hverdag, så nu må vi hellere se at komme lidt rundt i omegnen, og hvad kan være mere opportunt, end at tage på week-end i Isfjorden. Ilulissat hedder det på Grønlandsk, og dertil agter vi os med rutebåden i morgen. Selvom et er "lige nærheden" er det immervæk en sejltur på otte timer den ene vej, men så får vi også set hver lille flække - eller bygd - som det hedder på disse kanter - undervejs. Hjemturen er beregnet til ca. 4 timer, men rygter vil vide, at der er væsentlig mere is i fjorden end normalt for årstiden, så måske kan man være så heldig at "sne inde", så man ikke kan nå på arbejde mandag morgen.
Og med denne nervepirrende cliffhanger må I spændt afvente næste afsnit af føljetonen efter week-enden.
Mie og mig.
Og med denne nervepirrende cliffhanger må I spændt afvente næste afsnit af føljetonen efter week-enden.
Mie og mig.
lørdag den 16. juli 2011
Dronningebesøg
Fredag den 15 juli 2011.
Så er vi allerede ved slutningen af anden uge i Aasiaat, og vi føler med de stakler, der holder sommerferie i Dannevang. Vi kan jo se i TV, at det ikke er for muntert, med mindre man holder af mudderbad. Her har vi stort set haft solskin de to uger, og temperaturerne har vist ligget på niveau med den sydlige del af riget, 15-18 grader om dagen, og 6-8 om natten. Helbredet er genemsnitligt i bedring, idet Mie ikke synes at blive helt så elendig, som jeg har været! Her fredag eftermiddag har vi da været ude at gå en længere tur i byen, helt hen i den modsatte ende, for at tage i den låste dør til det lokale bibliotek. Der var nemlig ferielukket indtil i dag, jo timing er alt. Men så fik vi da næsten 3 km´s motion, når man regner det hele med. De må så næsten tælle dobbelt, for det går godt nok op og ned. De asfalterede veje er jo nogenlunde jævne, skønt temmelig stejle her og der, men terrænet... Det er som skærgårdsknolde over det hele, så der er trapper og træbroer hen over det værste over hele byen, men man undgår jo alligevel ikke nogen temmelig hals- og fodbrækkende steder ind imellem.
På arbejdet går det stille og roligt, man får set nogen af de ting, man hidtil kun har læst om, og jeg har på to uger trukket flere tænder ud, end på et år i Mårslet. Dels fordi det nu engang er det hurtigste, dels fordi de ikke står til at redde med nogen kendte midler. Det betyder jo et vist behov for proteser, og i denne måned har vi besøg af tandtekniker Morten fra Nuuk. Det er jeg glad for: proteser er noget, der kræver øvelse, og det har jeg mildest talt ikke fået de sidste mange år - heldigvis.
Her i aften skete det så første gang: telefonen ringede - manden var lige kommet hjem med flyveren, og mandag morgen skulle han ud på tre måneders fiskeri, og nu havde han fået en skrækkelig tandpine....
Nå, det gør jo ikke noget, at have noget afspadsering (det er sådan noget lømodtagere har!) til gode, når man gerne vil på udflugt, så
lørdag eftermiddag
har jeg så været et smut på arbejde, og det var manden øjensynlig ret glad for.
Inden da havde vi selvfølgelig været nede på havnen for at være en del af kødranden, til det royale besøg, og så begyndte det lige præcis at regne, så vi blev godt våde. Men vi fik da både borgmestertale og sangkor og rød løber, så det var nok som det skulle være. Jeg fik også taget en del billeder af grønlandske nakker og paraplyer og en tåget dronning i det fjerne. Jeg kunne dog se, at hun var i selskab med en af mine gamle patienter fra Mårslet - men vi fik nu ikke talt sammen....
Måske lykkes det at få lagt nogle billeder ind på bloggen, nu er det i 117. forsøg da lykkedes med tidligere omtalte isbjerg!!
Så er vi allerede ved slutningen af anden uge i Aasiaat, og vi føler med de stakler, der holder sommerferie i Dannevang. Vi kan jo se i TV, at det ikke er for muntert, med mindre man holder af mudderbad. Her har vi stort set haft solskin de to uger, og temperaturerne har vist ligget på niveau med den sydlige del af riget, 15-18 grader om dagen, og 6-8 om natten. Helbredet er genemsnitligt i bedring, idet Mie ikke synes at blive helt så elendig, som jeg har været! Her fredag eftermiddag har vi da været ude at gå en længere tur i byen, helt hen i den modsatte ende, for at tage i den låste dør til det lokale bibliotek. Der var nemlig ferielukket indtil i dag, jo timing er alt. Men så fik vi da næsten 3 km´s motion, når man regner det hele med. De må så næsten tælle dobbelt, for det går godt nok op og ned. De asfalterede veje er jo nogenlunde jævne, skønt temmelig stejle her og der, men terrænet... Det er som skærgårdsknolde over det hele, så der er trapper og træbroer hen over det værste over hele byen, men man undgår jo alligevel ikke nogen temmelig hals- og fodbrækkende steder ind imellem.
På arbejdet går det stille og roligt, man får set nogen af de ting, man hidtil kun har læst om, og jeg har på to uger trukket flere tænder ud, end på et år i Mårslet. Dels fordi det nu engang er det hurtigste, dels fordi de ikke står til at redde med nogen kendte midler. Det betyder jo et vist behov for proteser, og i denne måned har vi besøg af tandtekniker Morten fra Nuuk. Det er jeg glad for: proteser er noget, der kræver øvelse, og det har jeg mildest talt ikke fået de sidste mange år - heldigvis.
Her i aften skete det så første gang: telefonen ringede - manden var lige kommet hjem med flyveren, og mandag morgen skulle han ud på tre måneders fiskeri, og nu havde han fået en skrækkelig tandpine....
Nå, det gør jo ikke noget, at have noget afspadsering (det er sådan noget lømodtagere har!) til gode, når man gerne vil på udflugt, så
lørdag eftermiddag
har jeg så været et smut på arbejde, og det var manden øjensynlig ret glad for.
Inden da havde vi selvfølgelig været nede på havnen for at være en del af kødranden, til det royale besøg, og så begyndte det lige præcis at regne, så vi blev godt våde. Men vi fik da både borgmestertale og sangkor og rød løber, så det var nok som det skulle være. Jeg fik også taget en del billeder af grønlandske nakker og paraplyer og en tåget dronning i det fjerne. Jeg kunne dog se, at hun var i selskab med en af mine gamle patienter fra Mårslet - men vi fik nu ikke talt sammen....
Måske lykkes det at få lagt nogle billeder ind på bloggen, nu er det i 117. forsøg da lykkedes med tidligere omtalte isbjerg!!
torsdag den 14. juli 2011
isbjerg
vores første isbjerg - skulle der have været et billede af her, men som alt andet hvor computere og undertegnede er involveret, fungerer det kun en sjælden tilfældig gang imellem, så i ren arrigskab: godnat og sov godt!
John
John
tirsdag den 12. juli 2011
Fra den hjemmegående
Så er det vist på tide med et lille input fra min side.Jeg sidder her ved spisebordet og ser ud på den mest fantastiske udsigt over sundet og de omkringliggende øer. Aasiaat ligger på en ø i det man måske kan kalde skærgården, yderst på øen ligger en lille klynge huse hvor vi bor. Det er faktisk et rigtig dejligt lille hus, når vi nu bare er os to, bl.a med en fin lille stue med den dejligste udsigt. Jeg har jo vældig god tid og er derfor fortsat med mine løbeture, nu i det arktiske klima, ganske dejligt men også ret hårdt, da vi bor temmelig højt. Derudover skal der jo købes ind til diverse måltider og det foregår til fods og med rygsæk på.
Det betyder daglige gåture til de iøvrigt gode supermarkeder, der er jo grænser for hvor mange kilo mel, liter juice, og så videre der kan være i en lille turrygsæk. Det havde vi ikke lige tænkt over, vi skulle måske nok have haft en noget større med, men som sagt, jeg har jo god tid. Vi er meget glade for at vi købte vandrestøvler, for selv om der i byen er asfalt veje, så er de dårlige og meget ujævne samtidig med at det går meget op og ned. Mange steder går man også direkte på klipperne bl.a ind til alle huse,hvor man også mange steder skal op eller ned af en masse trapper. Trapperne bruges også til at forbinde veje der forløber parallelt,
f.eks har jeg på en talt 97 trin. Jeg har endnu ikke udforsket hele byen og omegn men det skal jeg nok nå.
Jeg savner lidt at kunne sidde udenfor. Oftest er det dejligt solskin, men også ret køligt blæsende, det største problem er dog myggene, der flokkes når man står stille, det er måske derfor der ikke tænkes så meget i terasser o.lign.
Hilsen Mie
Det betyder daglige gåture til de iøvrigt gode supermarkeder, der er jo grænser for hvor mange kilo mel, liter juice, og så videre der kan være i en lille turrygsæk. Det havde vi ikke lige tænkt over, vi skulle måske nok have haft en noget større med, men som sagt, jeg har jo god tid. Vi er meget glade for at vi købte vandrestøvler, for selv om der i byen er asfalt veje, så er de dårlige og meget ujævne samtidig med at det går meget op og ned. Mange steder går man også direkte på klipperne bl.a ind til alle huse,hvor man også mange steder skal op eller ned af en masse trapper. Trapperne bruges også til at forbinde veje der forløber parallelt,
f.eks har jeg på en talt 97 trin. Jeg har endnu ikke udforsket hele byen og omegn men det skal jeg nok nå.
Jeg savner lidt at kunne sidde udenfor. Oftest er det dejligt solskin, men også ret køligt blæsende, det største problem er dog myggene, der flokkes når man står stille, det er måske derfor der ikke tænkes så meget i terasser o.lign.
Hilsen Mie
torsdag den 7. juli 2011
Så må det vist være på tide igen, man har ligget noget underdrejet i den forgangne uge med en generalforkølelse - ondt i halsen og hovedet fuldt af snot, jo det har været en vældig start på det nye arbejde. Derfor har der bagefter kun været ork til at vakle hjem og kaste sig på sofaen, medens konen fik maden på bordet.... Bortset fra det, er det nu ikke fordi man bliver overanstrengt på jobbet: selvom venteværelset er fyldt, når jeg ankommer ved 8-tiden, lykkes det klinikassistenterne at trylle de fleste væk igen, så jeg ender med at have 10-12 patienter på en dag, hvor en standarddag i Mårslet almindeligvis bød på ca. 16.
Til gengæld kan man så komme ud for lidt af hvert: tirsdag (2. dag på jobbet) kom den stedlige politimand og spurgte, om vi (= jeg, eftersom chefen officielt er gået på ferie i den anden ende af huset) kunne assistere med identifikation af en dødfunden person. Det har jeg godt nok ikke prøvet før, men man kunne jo ikke sige nej til en høflig anmodning, så jo, det skulle jeg nok. Ved nærmere eftertanke syntes jeg alligevel, at jeg skyldte chefen, at underrette hende,og som sagt så gjort, hvorefter hun venligt tilbød at tage med på sygehuset. Hun har prøvet det et par gange før, selvom personen denne gang var nogen flere måneder længere i dekompositionen (dejligt ord, ikke?, lad være med at spekulere på, hvad det dækker over, men eftersom dyr af enhver art havde fundet manden nogle måneder før politiet, var det ikke alt, der var dødt...). Det var rigtig godt at være snotforkølet, ku´ jeg fornemme på de øvrige, der bivånede seancen. Man måtte i den grad prøve at koncentrere sig om tandsættet, og heldigvis kunne vi ret sikkert bekræfte, at han passede til den journal, der var på klinikken på en mand, der var blevet væk lige før jul.
Bortset fra det, har vi jo oplevet den nedsættelse af tempoet i dagligdagen, som var forventet, og det tager nok lidt tid at vænne sig til.En ting, som de ældre mandlige læsere vil vide at sætte pris på, er, at uanset hvornår man i løbet af natten lister ud på toilettet, skinner solen ind af vinduet - på den ene eller anden side af huset - meget mærkeligt. Når man står der over kummen, kan man så nyde sangen udenfor -ikke fuglenes, men hundenes! Rundt omkring i byen, er der små områder, hvor nogen har deres hunde på græs. Sådan ser det i hvert fald ud, der er 10-20 hunde, der står/ligger i hvert sit tøjr, så nogen af dem lige kan nå hinanden til et hundeslagsmål(!), og de i hvert fald kan enes om en gang imellem at stikke i et hyl. Der behøves tilsyneladende ikke nogen ydre anledning - dog er der vistnok flere decibel på, når det rent faktisk er fodringstid. Men de står altså bundet, så der er ikke hundelorte over hele byen, som ellers frygtet på forhånd! Kun hvalpene synes at løbe frit rundt, men de holder sig trods alt mest til moderen, og kommer ikke så langt omkring.
Nok for denne gang, forhåbentlig mere om isbjerge og natur, når helbredet bliver til den slags.
Til gengæld kan man så komme ud for lidt af hvert: tirsdag (2. dag på jobbet) kom den stedlige politimand og spurgte, om vi (= jeg, eftersom chefen officielt er gået på ferie i den anden ende af huset) kunne assistere med identifikation af en dødfunden person. Det har jeg godt nok ikke prøvet før, men man kunne jo ikke sige nej til en høflig anmodning, så jo, det skulle jeg nok. Ved nærmere eftertanke syntes jeg alligevel, at jeg skyldte chefen, at underrette hende,og som sagt så gjort, hvorefter hun venligt tilbød at tage med på sygehuset. Hun har prøvet det et par gange før, selvom personen denne gang var nogen flere måneder længere i dekompositionen (dejligt ord, ikke?, lad være med at spekulere på, hvad det dækker over, men eftersom dyr af enhver art havde fundet manden nogle måneder før politiet, var det ikke alt, der var dødt...). Det var rigtig godt at være snotforkølet, ku´ jeg fornemme på de øvrige, der bivånede seancen. Man måtte i den grad prøve at koncentrere sig om tandsættet, og heldigvis kunne vi ret sikkert bekræfte, at han passede til den journal, der var på klinikken på en mand, der var blevet væk lige før jul.
Bortset fra det, har vi jo oplevet den nedsættelse af tempoet i dagligdagen, som var forventet, og det tager nok lidt tid at vænne sig til.En ting, som de ældre mandlige læsere vil vide at sætte pris på, er, at uanset hvornår man i løbet af natten lister ud på toilettet, skinner solen ind af vinduet - på den ene eller anden side af huset - meget mærkeligt. Når man står der over kummen, kan man så nyde sangen udenfor -ikke fuglenes, men hundenes! Rundt omkring i byen, er der små områder, hvor nogen har deres hunde på græs. Sådan ser det i hvert fald ud, der er 10-20 hunde, der står/ligger i hvert sit tøjr, så nogen af dem lige kan nå hinanden til et hundeslagsmål(!), og de i hvert fald kan enes om en gang imellem at stikke i et hyl. Der behøves tilsyneladende ikke nogen ydre anledning - dog er der vistnok flere decibel på, når det rent faktisk er fodringstid. Men de står altså bundet, så der er ikke hundelorte over hele byen, som ellers frygtet på forhånd! Kun hvalpene synes at løbe frit rundt, men de holder sig trods alt mest til moderen, og kommer ikke så langt omkring.
Nok for denne gang, forhåbentlig mere om isbjerge og natur, når helbredet bliver til den slags.
søndag den 3. juli 2011
lørdag den 2. juli 2011
Ankomsten
Så er der hul igennem fra Grønland.
Vi ankom efter en planmæssig, men noget anstrengende tur for et døgn siden, og solen har skinnet uafbrudt lige siden. Så her er helt urimeligt varmt - 24 grader for at være præcis! - så alt det vintertøj, vi har taget med...
Nå, det ændrer sig nok, så man skal nok nyde det, mens det er der.
Vi blev hentet i "lufthavnen" i ambulance, så vi var standmæssigt kørende ved vores indtog i Aasiaat! Jo altså, tandplejen er jo en del af sundhedssystemet, så ambulancen er jo bare en del af udstyret. Endnu engang må man konstatere, at der er ikke spor i vejen med lidt nepotisme, når man blot selv er i den rigtige ende af den... Min chef, Olina (som jeg for øvrigt har haft som student på tandplejerskolen for en menneskealder siden)viste os rundt, allerførst til lejligheden vi skal bebo de næste måneder, siden en hurtig rundtur til tandklinikken, "brædtet", kirken og Brugsen. Det hele af en noget højere standard, end forventet. Selve byen er ikke stor, synes i hvert fald mindre end Beder, men det er nok svært at bedømme, da husene p.gr. af terrænet ligger temmelig spredt. Det er meget op og ned, og klipper overalt, så der er ikke noget, der hedder at grave i jorden. "Brædtet" er en grønlandsk ting, der går ud på, at man, når man har fanget noget, sælger det fra brædtet, og vi har da også været derhenne i dag og købe havkat til aftensmaden, så må vise, om vi kan finde ud af at lave det til. Der kan nok ikke blive tale om hvidvinsdampning, da det allerbilligste sprøjt koster hinsides de 100 kr., så vi må vænne os til lidt mådehold. Ellers er prisniveauet rimeligt, kun en smule dyrere end hjemme i Syddanmark.
Lejligheden er ganske dejlig, med udsigt direkte over vandet, men desværre også til affald, som ligger overalt. (Man føler sig i nogen grad hensat til Mindeparken efter sidste skoledag). Det kan man jo prøve at abstrahere fra, og nøjes med at indtage fjeldsiderne, isbjergene (indtil videre kun nogle små i det fjerne), og alt det andet fremmedartede, så det prøver vi på med opladt sind.
Tak til dem, der har holdt ud hertil, i fremtiden vil jeg prøve at fatte mig noget kortere.
(Mie og) John
Vi ankom efter en planmæssig, men noget anstrengende tur for et døgn siden, og solen har skinnet uafbrudt lige siden. Så her er helt urimeligt varmt - 24 grader for at være præcis! - så alt det vintertøj, vi har taget med...
Nå, det ændrer sig nok, så man skal nok nyde det, mens det er der.
Vi blev hentet i "lufthavnen" i ambulance, så vi var standmæssigt kørende ved vores indtog i Aasiaat! Jo altså, tandplejen er jo en del af sundhedssystemet, så ambulancen er jo bare en del af udstyret. Endnu engang må man konstatere, at der er ikke spor i vejen med lidt nepotisme, når man blot selv er i den rigtige ende af den... Min chef, Olina (som jeg for øvrigt har haft som student på tandplejerskolen for en menneskealder siden)viste os rundt, allerførst til lejligheden vi skal bebo de næste måneder, siden en hurtig rundtur til tandklinikken, "brædtet", kirken og Brugsen. Det hele af en noget højere standard, end forventet. Selve byen er ikke stor, synes i hvert fald mindre end Beder, men det er nok svært at bedømme, da husene p.gr. af terrænet ligger temmelig spredt. Det er meget op og ned, og klipper overalt, så der er ikke noget, der hedder at grave i jorden. "Brædtet" er en grønlandsk ting, der går ud på, at man, når man har fanget noget, sælger det fra brædtet, og vi har da også været derhenne i dag og købe havkat til aftensmaden, så må vise, om vi kan finde ud af at lave det til. Der kan nok ikke blive tale om hvidvinsdampning, da det allerbilligste sprøjt koster hinsides de 100 kr., så vi må vænne os til lidt mådehold. Ellers er prisniveauet rimeligt, kun en smule dyrere end hjemme i Syddanmark.
Lejligheden er ganske dejlig, med udsigt direkte over vandet, men desværre også til affald, som ligger overalt. (Man føler sig i nogen grad hensat til Mindeparken efter sidste skoledag). Det kan man jo prøve at abstrahere fra, og nøjes med at indtage fjeldsiderne, isbjergene (indtil videre kun nogle små i det fjerne), og alt det andet fremmedartede, så det prøver vi på med opladt sind.
Tak til dem, der har holdt ud hertil, i fremtiden vil jeg prøve at fatte mig noget kortere.
(Mie og) John
Abonner på:
Opslag (Atom)